Smerter og stive knæ begrænser bevægelsesfriheden. Men der er godt nyt fra forskning. Og bare rolig – det handler ikke om styrketræning.
Et studie fra University of Salford, Manchester i England med titlen
”Efter neuromuskulær undervisning formindskes led-spænding, når personer med slidgigt i knæ rejser sig fra siddende til stående”
– blev publiceret i Osteoarthritis and Cartilage 2017. Selvom det var et lille studie, var forskerne ikke i tvivl om resultatet. Man undersøgte, om man med ”neuromuskulær undervisning” – dvs med alexanderteknik – kan mindske den dobbeltsidige spænding i slidgigtramte knæled og dermed øge bevægeligheden og dæmpe smerterne.
Konklusion
I studiet deltog 20 patienter, som var diagnosticeret med slidgigt i knæ samt 20 matchende raske personer som kontrolgruppe. Efter at patientgruppen havde fået 20 solo-lektioner i alexanderteknik i løbet af 3 måneder med en uddannet alexandertekniklærer, kunne man måle, at graden af spænding i knæ, når de rejste sig op fra en stol, faldt. Desuden rapporterede deltagerne om færre smerter, således at deres oplevelse kom til at minde mere om den, de raske i kontrolgruppen havde. Forfatterne til artiklen skriver, at det er værd at hæfte sig ved, at reduktionen i spænding og smerte ikke skyldtes øget muskelstyrke.
Dejligt med lidt bevægelsesfrihed, ikke?
Forskernes hypotese
Det er slået fast fra mange undersøgelser, at personer med slidgigt i knæet bevæger sig med forhøjet muskelspænding omkring de ramte led. De laver en såkaldt co-contraction (se *1 nederst), som er med til at forøge belastningen i leddet yderligere, hvilket igen er blevet forbundet med en forværring af gigten.
Derfor vil det være konstruktivt at finde frem til metoder, der kan mindske denne muskelspænding. Da undervisning i alexanderteknik har vist sig at formindske stivhed omkring rygsøjlen, når man står oprejst, (se dette studie) ville forskerne denne gang undersøge, om dette også gjaldt for patienter med slidgigt i knæleddene. Deres hypotese var, at deltagerne, når de rejste sig op fra en stol, ville udføre bevægelsen med mindre ledstivhed i knæene som følge af den forbedrede koordination, undervisningen i alexanderteknik resulterer i.
Data, der blev indsamlet
Forskerne studerede udelukkende effekten af alexandertenik i forbindelse med denne særlige aktivitet, altså at rejse sig op fra en stol. De benyttede EMG, (elektromyografi, dvs måling af muskelaktivitet med elektroder), en trykplade, et matematisk princip og nogle særlige tests til at registrere data, som man sammenlignede. De så bl.a. på forandringer i timingen af bevægelser, i spænding og i styrke i forskellige muskelgruppers aktivitet på forskellige stadier af bevægelsen. Ydermere blev kliniske forandringer registreret ved hjælp af et spørgeskema.
Øvelsen gik ud på at lære at rejse sig med bedst mulig koordination
Intervention: 20 lektioner i alexanderteknik på 3 måneder
Efter at have lavet alle disse målinger og fået udfyldt spørgeskemaer, modtog hver patient i alt 20 solo-lektioner i alexanderteknik fordelt med 2 lektioner i 8 uger og dernæst 1 lektion ugentligt i 4 uger. Umiddelbart herefter gentog forskerne de samme målinger, mens den sidste måling og spørgeskemabesvarelse først foregik 12 måneder senere – dvs 15 måneder efter studiets begyndelse.
Resultater
Som udgangspunkt og sammenlignet med kontrolgruppen udførte patienter med slidgigt i knæ sidde-stå-bevægelsen med en højere grad af spænding lige før, de skulle til at flytte bækkenet væk fra stolen (“seat-off”). Patientgruppen brugte også længere tid til at sætte af fra gulvet, hvor vægten blev overført fra stolen til gulvet, hvilket lader til at være fordi de sætter af med vægten længere fremme på fødderne. (Dette fænomen er nøje undersøgt i dette studie)
Ved opfølgningen 15 måneder efter studiets start, var graden af spænding omkring knæled faldet hos patientgruppen og den lignede spændingsgraden hos de raske personer i kontrolgruppen mere. Og selvom der ikke blev registreret nogen ændringer for bevægelserne i anklen, lod det til, at undervisningen alligevel gav en markant forbedring af kliniske symptomer på slidgigt, med en 56% formindskning af (WOMAC) smerte.
Måske fik deltagerne også mere lyst til at danse?
Og hvad kan man så lære af det?
Jo – studiet her er selvfølgelig interessant for samtlige personer med slidgigt i knæene, men måske er allermest for dem, som ikke har glæde af styrketræning. Dem, som har gået forgæves til behandlere, og som igen og igen har fået fortalt, at de bare skal styrketræne – og hvis det ikke hjælper, så er det fordi de snyder og ”glemmer” at træne, eller også laver de øvelserne forkert.
Men hør lige her – det er altså ikke alle, der har glæde af styrketræning. Læs mere om det her. – Så måske kan sølle 20 lektioner (se note *2) i alexanderteknik være et forslag til en anden og mere effektiv strategi, hvis styrketræning ikke hjælper. Og hvem ved, for nogle kan det måske være fint at forsøge sig med træningen igen efter en periode, hvor man har lært alexanderteknik.
Less is more
Uanset hvor mange lektioner, du har brug for, kommer de ikke til at handle om styrketræning, men om koordination. I ens eget tempo og ved hjælp af tyngdekraften, kroppens mekanik og bevidstheden, lærer man, hvordan man kan justere sit bevægelsesmønster. I alexanderteknik gælder mottoet ”Less is more”: man lærer at blive mere stabil (= sværere at vælte), at blive mere præcis (= lave færre fejl), mere langtidsholdbar og mindre smerteplaget. Dette bl.a. fordi man bruger færre kræfter. Less is more.
Note:
*1: Jeg har oversat artiklens brug af “co-contraction” som ”spænding” eller ”muskelspænding”. Mere præcist betyder co-contraction, at man aktiverer muskler i begge sider af et led. Man spænder i den ene ledside og samtidigt i den modsatte, og dermed opstår der ingen bevægelse i leddet, tværtimod bliver leddet stivere..
*2: Husk at et studie som dette altid vil konkludere udfra gennemsnit. Så hver enkelt skal ikke tage antallet på 20 totalt bogstaveligt – måske kan man nøjes med færre, måske skal man have flere lektioner. Det bestemmer man selv suverænt som elev. Men antallet 20 på 3 måneder giver en idé om, hvad der er brug for gennemsnitligt, og det siger stensikkert, at der ikke sker mirakler efter 3 lektioner på 3 uger. Der skal mere til, hvis man vil ændre sit vanebaserede bevægelsesmønster.
Om studiets forfattere:
S.J. Preece, University of Salford, Manchester, UK. I 10 år har Steve forsket i menneskets biomekanik. Han bruger bl.a. 3D gang-analyse for at forstå forskelle på elite- og fritidsløbere, men også til at måle effekten af genoptræningsprogrammer i gang. Udover at studere løbeteknik, undersøger Steve også hvordan patienter med slidgigt i knæ kan hjælpes med bevægelsesundervisning.
T.W. Cacciatore. University College London, PhD, neurovidenskab & certificeret lærer i alexanderteknik, mdl. STAT. På baggrund af mere end 20 års forskning og peer-reviewede publikationer om alexanderteknik er Tim den ledende ekspert i alexanderteknikkens virkninger set med videnskabelige briller.
R.K. Jones, University of Salford, Manchester, UK. PhD, biomekanik, underviser i klinisk ganganalyse, klinisk biomekanik, knæ-biomekanik og –skade, fodtøjsbiomekanik og løft.
Denne artikel er udgivet første gang 15. januar 2020.