Alexandertekniklærere bevæger sig mere flydende og med mindre kraft, end personer der ikke har lært teknikken.

I forhold til en simpel bevægelse som at rejse sig fra en stol, er dette målbart og slået fast med endnu en opfindelse i et projekt under ledelse af neurolog Tim Cacciatore, Oregon.

Resultaterne er publiceret i 2014 i Journal of Neurophysiology i artiklen “Neuromechanical interference of posture on movement: evidence from Alexander technique teachers rising from a chair”

Holdet har opfundet en plade, som kan måle den kraft, med hvilken man rejser og sætter sig på en stol. Den kraft, man bruger i så simpel en bevægelse som at rejse sig op fra en stol, har indflydelse på, hvor meget man belaster rygsøjlen. Jo mere sammenhængende og flydende bevægelsen udføres, jo mindre kraft skal der bruges i afsættet, og jo mindre “hug” eller belastning nedefra og op får rygsøjlen.

Opgaven i studiet var at rejse sig fra en stol på henholdsvis 1, 2, 4 og 8 sekunder. Kraften i afsættet fra fødderne mod pladen blev målt.

Konklusion: alexandertekniklærere bruger mindre kraft i en simpel bevægelse som at rejse sig fra en stol, end kontrolpersoner, der ikke har lært teknikken

Graferne viser forskellen på, hvordan deltagerne udførte opgaven.

Grøn linie er AT-lærerernes kraft med hvilken de rejser sig fra en stol på 1,2,4 eller 8 sekunder. Rød linie er kontrolpersoner, der ikke har lært alexanderteknik.

Den grønne linie er de 10 alexandertekniklærere, der laver en flydende bevægelse. Det ses, at de bruger mindre kraft for at komme op at stå.

Den røde linie er studiets 10 deltagere, der ikke har lært alexanderteknik. Eksempelvis viser 8-sekunders-grafen, at de venter i hele 5 sekunder, før de udnytter de sidste 3 til at drøne op fra stolen, idet de bruger meget kraft.

Her er en anden graf, der viser det samme resultat:

Studiet foreslår, at forskellen på deltagernes resultater har at gøre med den væsentlig bedre muskletonus, som er målt hos alexandertekniklærere.

Artiklen kan læses her