Ved du, at der er en tæt forbindelse imellem alexanderteknik og stemmebrug?

Alexanderteknik opstod i slutningen af 1800-tallet på grund af F.M. Alexanders kroniske hæshed og svigtende stemme. Da diverse stemmeøvelser ikke virkede, tog han et spadestik dybere og begyndte at arbejde med sit anstrengte åndedræt. -Hvilket ledte ham til at finde måder, hvormed han også kunne gøre hele kroppens bevægelsesmønster let og mindre anstrengt. I den proces indså han, at stemmens duelighed, dvs funktionalitet, styrke og fleksibilitet, havde alt at gøre med den måde, han bevægede sig på med hele kroppen.

Når man betænker, at stemmelæberne befinder sig i struben, som befinder sig i halsen, giver det god mening, at de bliver direkte  påvirket af, hvor meget – og hvordan – man bruger de mange muskler og ligamenter især i halsen, der er med til at holde det ca 6 kg tunge hovede balanceret og fremadrettet på toppen af den tynde rygsøjle.  

Selvom stemmefunktionen hovedsageligt befinder sig lokalt i struben, og selvom luftstrømmen til struben skal komme fra lokal aktivitet i bugmuskulaturen, kan det være smart også at inddrage hele dig, dvs også at arbejde på andre områder af kroppen for at få det bedste udgangspunkt.

 

DEN STEMMETRÆNING, JEG PRAKTISERER, ER FUNKTIONEL – LIGESOM  ALEXANDERTEKNIK

”Funktionel stemmetræning” betyder, at man forbedrer stemmens funktion med udgangspunkt i, hvordan stemmens anatomi og fysiologi fungerer.

 

Eksempel på funktionel stemmeøvelse:

Når man fx laver et skift fra en bestemt konsonant til en bestemt nasal lyd, har forskere målt, hvilken muskel man aktiverer i dette skift. Da man i forvejen ved, at netop denne muskel er afgørende for fleksibiliteten i struben (hvor stemmelæberne befinder sig), er det en ret god idé at lave en lille øvelse, hvor man laver dette konsonant-til-nasal-lyd-skift; øvelsen bliver til ren og skær fitness for omtalte muskel. Den er med til at gøre stemmen stærkere, mere fleksibel og udholdende.

Med sanser og bevægelseserfaring – vi kan kalde det neuromekanik – justerer vi kroppen og stemmen

Der er altså en høj grad af funktionalitet involveret i den stemmetræning, jeg laver. Præcis som der er funktionalitet i alexanderteknik. Men mens stemmetræning tuner ind på selve stemmeapparatet, er alexanderteknik mere helhedsorienteret. Man får ved hjælp af teknikken skærpet sin evne til at sanse mere klart, hvad man har gang i i hele sit muskel-skelet system. Når man bliver skarpere til at sanse og koordinere hele bevægeapparatet, bliver man også bedre til at fange andre typer af øvelser, fx stemmeøvelser.

 

Vi har også en stemmeøvelse, der er opkaldt efter en frø

ARBEJDE MED KROP OG STEMME HÆNGER TÆT SAMMEN

Din stemmes funktion og udtryksmuligheder hænger sammen med dit bevægelsesmønster, inklusiv din måde at sidde, stå og gå på. Selvfølgelig gør den det, for det er et faktum, at kroppens muskler, ligamenter, bindevæv m.m. hænger sammen; på engelsk kalder vi fænomenet ”spreading”: hvad man fx foretager i fødder og lægge kan sagtens forplante sig som muskelaktivitet i nakken, selvom man dårligt nok kan mærke det. -Bortset fra at man måske i længden bliver mere og mere træt i nakken. Hvis du vil forbedre din stemmefunktion, og især hvis du ikke i forvejen er vant til at arbejde med dig selv som fx performer eller på anden måde har arbejdet med dig selv, kan det derfor godt betale sig at begynde med at inddrage hele kroppen. At finde ud af, hvor og hvordan du kan lave nogle småjusteringer, så du får et bedre udgangspunkt for at bruge stemmen.

DET KAN VÆRE SMART AT STARTE STEMMETRÆNING MED AT SE PÅ FOR EKSEMPEL:

  • hvordan du står på dine fødder. Dit balancepunkt har indflydelse på hvad der sker i resten af kroppen – også i din hage, hals og nakke, der hvor struben befinder sig. Dette har betydning for stemmens elasticitet og funktionsduelighed.

 

  • hvordan du holder hovedet, fx når du står på en talerstol, foran en mikrofon eller sidder foran en skærm. Bruger du briller og i så fald hvordan sidder de? Er du nødt til at lægge hovedet bagover for at se ud gennem glasset? Enhver kan sagtens lægge nakken tilbage, hvis det er det, man vil, men spørgsmålet er, om man kan gøre det uden samtidigt at trykke rygsøjlen nedad, dvs forkorte den. Hvis det sker, påvirker det de inderste lag af rygmusklerne, så det resulterer i, at det bliver anstrengende at holde sig oprejst.

 

  • hvordan dine mavemuskler har det…..hører du til dem, der trækker maven ind permanent?
    I så fald, er du i stand til at slippe den på kommando, sådan som det er virkelig smart at kunne i forbindelse med grundlæggende stemmetræning? Hvis ikke, skal du jo have nogle alternativer til den spænding. Men hvilke? Med alexanderteknik kan du hurtigere lære at slippe i maven, end hvis du bare får kommandoen ”slip maven” – bare sådan, bam. Når man mestrer den betydelige detalje, har man et bedre udgangspunkt for stemmetræningen end før.

ALEXANDERTEKNIK GIVER ET GODT GRUNDLAG AT ARBEJDE VIDERE PÅ

Ved at starte stemmetræning med alexanderteknik, får du et effektivt grundlag for at kunne arbejde videre med træningen på egen hånd. Med er det nu også nødvendigt?

Nej! Man kan sagtens lave stemmetræning uden at lære alexanderteknik. Især hvis du er skuespiller, musiker, danser eller på anden måde har studeret dig selv og dit bevægelsesmønster før. Det jeg siger er bare, at det sandsynligvis godt kan betale sig i sidste ende. Selvom stemmefunktionen hovedsagligt befinder sig lokalt i struben, og selvom luftstrømmen til struben skal komme fra lokal aktivitet i bugmuskulaturen, kan det være smart også at inddrage hele dig, dvs også at arbejde på andre områder af kroppen for at få det bedste udgangspunkt.

PRIS FOR EN PAKKE MED ALEXANDERTEKNIK OG STEMMETRÆNING

ALEXANDERTEKNIK OPSTOD AF ET STEMMEPROBLEM

MIT SITE TALESTEMMECOACH.DK

Udgivet første gang i august 2024