F.M. Alexander – hvem var han?

Alexanderteknik så dagens lys i slutningen af 1800-tallet. Efter mange år, hvor det ikke rigtigt hed noget, valgte man slet og ret at opkalde arbejdet efter F.M. selv: ”Alexanderteknik”. Havde det været i dag, ville man nok have døbt metoden ”Embodied Mindfulness” eller “Neuromekanisk træning”.

Frederick Matthias Alexander kom fra Tasmanien og levede fra 1869 til 1955. I sine unge år var han en ivrig amatørskuespiller og overvejede at gøre teatret til sin levevej. Imidlertid fik han et seriøst problem. Hans stemme svigtede.
En specialist foreslog efter forgæves behandling til sidst, at han lod være med at sige noget i nogle uger. Det hjalp. Imidlertid var han kun på scenen igen i kort tid, før hans stemme atter forsvandt. Derfor ræsonnerede han, at det ikke var det, at han talte, der var problemet. Det var måden, han talte på.

Banebrydende selvstudie
Derfor gik han i gang med at studere sin egen måde at tale på. Selvom historien har været, at F.M. helt selv fandt på sin nye arbejdsmetode, har han uden tvivl været inspireret af flere af tidens strømninger. For eksempel af de arbejdsmetoder og tanker, som den franske skuespiller Delsarte havde fundet frem til i sin søgen efter en mindre stiv skuespilteknik. Hans arbejdsmetoder blev udbredt blandt teaterfolk i USA i sidste del af 1800-tallet, og herfra blev de udbredt i Australien af turnerende skuespillere. Delsarte arbejdede for eksempel med projicering i et spejl i en øvelse, han kaldte “de-composing”. F.M. benyttede også flere spejle i sin søgen efter løsning på sit stemmeproblem. Ligesom der er andre sammenfald med Delsartes og F.M.s arbejde. Efter måneders studier og års vedholdenhed fandt han for eksempel frem til

• at han brugte unødigt mange kræfter på bare det at trække vejret
• at han i det hele taget brugte for mange kræfter på at stå, gå, bevæge sig, tale, være
• at det krævede en ny mental tilgang at få skovlen under et indgroet bevægelsesmønster, så det ikke sled så meget på ham.

Hans studier må i sandhed have været en tålmodighedskrævende proces. Man kan læse hans egen beskrivelse af den i bogen ”The Use of the Self”, på dansk Bedre brug af sig selv Ikke overraskende krediterer han ingen andre end sig selv for sine nye indsigter. Men selvfølgelig var han et produkt af sin tid, og mange andre spændende tanker og idéer strømmede ud i verden helt fra slutningen af 1800-tallet, herunder nye syn på krop og sind.

Det skulle vise sig, at F.M.s iagttagelser blot var starten på et livsværk. Blandt meget andet konkluderede han, at forholdet mellem hovedet og hals/nakke er afgørende for, hvordan resten af bevægeapparatet fungerer. 

London
Allerede inden han flyttede fra Australien til London i 1904, var han i gang med at undervise familie og venner i sine opdagelser, for at se, om hans konklusioner var generelle eller om de bare fungerede for ham selv. Det viste sig, at det første var gældende, og hans bror A.R. kom til at undervise i mange år frem i USA, hvor han slog sig ned.
I London blomstrede F.M.s undervisning, og han blev et kendt navn især blandt læger og kunstnere. Mange havde en mening om hans arbejde, inklusive dem, der aldrig havde mødt ham. Men kun de, der havde arbejdet med F.M. selv eller hans assistenter, kunne erfare, at der intet hokus pokus var i hans arbejdsmetode, og at det nærmest var en logisk måde at arbejde med sig selv på.

Uddannelsen
I 1931 begyndte F.M. at uddanne de første 8 lærere i alexanderteknik. Processen er beskrevet set fra Lulie Westfeldts synspunkt i hendes glimrende bog ”F. Matthias Alexander: The Man and His Work”, der udkom første gang i 1964. Her beskriver hun, hvordan F.M. på den ene side kunne noget helt specielt, og på den anden side hvor fattig på ord han var. Desuden var han modstander af enhver form for forskning; han kunne jo miste kontrollen over hvad der ville ske med alexanderteknikken. Med den indstilling var han selv den største hindring for at metoden blev anerkendt. Heldigvis har flere og flere opdaget den, metoden har fået et vokabularium, ligesom der er blevet forsket i den siden slutningen af 1940-erne.

Fik aldrig Nobelprisen
Måske på grund af F.M. egen modstand mod forskning, modtog F.M. Alexander aldrig nobelprisen i medicin. Nikolaas Tinbergen, som modtog den i 1973, var åbenbart ikke enig i dette fravalg, eftersom han brugte en stor del af sin takketaletid på at fortælle om Alexanders arbejde. I talen undrer han sig over at der aldrig havde været særligt stor bevågenhed om det blandt hans kolleger, hvilket man til stadighed kan undre sig over. Talen kan læses her.

Lyt til talen her.

Vi ser nemlig mange elever i vores undervisningslokaler, der har forgæves været gennem hele møllen af gængse behandlingstilbud, og som endelig finder en løsning hos os. Løsning for dem er altså ikke behandling, men den forøgede indsigt i sig selv, som alexanderteknik kan give.