Problemer i bevægeapparatet kan godt handle om andet end dårlige vaner
En hel del elever henvender sig til mig med muskel-skelet-problemer. Som oftest har de glæde af at lære alexanderteknik. Men for nogles vedkommende er det ikke tilstrækkeligt til at vinke farvel til deres problemer.
Når jeg hører nærmere om, hvilke symptomer de døjer med, får jeg nogen gange en fornemmelse af, at de har brug for at få suppleret med et andet tiltag. Nemlig indsigt i deres egen indre biokemiske tilstand, og – hvis det viser sig, at den ikke er optimal – at få at vide, hvad man selv kan gøre ved det.
Selvom alexanderteknik kan afhjælpe et væld af symptomer i bevægeapparatet, er det bare sådan, at det ikke altid kan stå alene, men skal suppleres af andre tilgange, når man ønsker at blive fri for smerter og træthed i muskel-skeletsystemet. Og det er også bare sådan, at man i nogle tilfælde hverken kan træne, pumpe eller strække sig fra smerter, som mange konventionelle behandlere foreskriver. Men hvilken retning skal man så kigge i?
Hippocrates
For mere end 2000 år siden sagde den moderne medicins fader Hippocrates, at alle sygdomme stammer fra tarmen. Min ikke han også inkluderede problemer i bevægeapparatet i dette udsagn?
Det handler om biokemi
Det er set i masser af tilfælde, at personer med en ringe tarmflora også kan udvikle symptomer i led og muskler. Det betyder, at det kan være relevant at undersøge, hvordan ens biokemiske tilstand har det – simpelthen for at få afklaret, om det er noget, man kan gøre noget ved, ved at kigge i andre retninger end den motoriske. For heldigvis kan man gøre noget ved en ringe tarmflora.
Gut and Psychology/Physiology Syndrome
I starten af 00-erne lancerede den russiske neurolog og ernæringsekspert Natasha Campbell-McBride en paraply-diagnose for alle de hundredevis af diagnoser og symptomer, der kan stamme fra en ringe tarmflora. Hun kalder den Gut and Psychology/Physiology Syndrome, eller GAPS. De uhyggeligt mange diagnoser som kan være GAPS-relateret, er af både fysisk og mental karakter.
To basis-bøger om GAPS
Campbell-McBrides første bog om emnet udkom i 2004 med titlen “Gut and Psychology Syndrome”. Den har fokus på mentale symptomer, såsom ADHD, indlæringsvanskeligheder, spiseforstyrrelser, autisme, skizofreni, depression med mere. Hun udgav endnu en informativ og praktisk bog i 2020 med titlen “Gut and Physiology Syndrome”. Fokus i den er på fysiske symptomer forårsaget af en dysbiotisk tarmflora. Herunder muskel-skelet-symptomer. Disse to bøger anbefales.
GAPS-symptomer fra mit undervisningslokale
Symptomer, som jeg har set i mit undervisningslokale, og som jeg har mistanke om kan være GAPS-symptomer er for eksempel
* virkelig dårlig nattesøvn uden nogen speciel forklaring, hvilket gør umådeligt træt og får en til at falde sammen
* årelang plage af ondt i maven, hvilket kan forplante sig til massive spændinger
* narkolepsi, bl.a. mister man jordforbindelsen
* indlæringsvanskeligheder, bl.a. gør det en flyvsk og indelukket
* angst, som bl.a. får ens krop til at lukke sig sammen, giver spændinger med mere
* plantar fascitis, som giver smerter og man står og går dårligt
* allergiske udslæt i ansigtet, som får en til at lukke sig mere sammen
Lav din egen research
Det er min erfaring, at man er nødt til at lave sin egen research, hvis man vil finde en vej ud af diverse kroniske diagnoser, som kan være GAPS-relateret. Man skal søge indsigt og oparbejde noget praktisk erfaring. I dag er der masser af litteratur om emnet plus stribevis af forskningsresultater. Hvis det ringer en klokke, henviser jeg til min anden webside Her kan du bl.a. finde links til informative sites om emnet.