Hvordan virker alexanderteknik? Svaret i denne video er baseret på den nyeste forskning:
Et kæmpe antal mennesker har haft glæde af at lære alexanderteknik rundt omkring i hele verden i de sidste 120 år. -Fået hjælp til en lang stribe af problemer i bevægeapparatet, men også til at forbedre performance uanset aktivitet, og til bogstaveligt talt at komme i mere ligevægt med sig selv. Nu har vi en velbegrundet idé om, hvordan og hvorfor det virker – se her:
Der er indsamlet data siden 1940erne
I de første 50 år af alexanderteknikkens levetid fra ca. 1900 og frem blev der ikke forsket i metoden. Man praktiserede det bare. Men siden 1940-erne begyndte de første forskere at registrere, hvad der ændrede sig på det synlige og ydre plan for dem, der havde opsøgt en lærer i alexanderteknik. Det gjorde de enten fordi de havde bøvl i bevægeapparatet, eller fordi de havde hørt om “The Voice Man”, F.M. Alexander, som kunne hjælpe folk med stemmeproblemer. Eller fordi de bare ville lære noget mere om sig selv.
Performance-stress og smerter reduceres
Registreringen pågik løbende i de næste årtier. I 1980-erne målte man for eksempel, hvordan et højt blodtryk faldt ved hjælp af alexanderteknik, når musikere var ramt af performancestress.
I 00-erne konkluderede man i et stort studie, hvordan alexanderteknik reducerede lænderygsmerter fra 21 til 3 dage om måneden hos kronisk smerteramte, (undersøgt 1 år efter sidste lektion). Et andet veldokumenteret studie konkluderede, at Parkinson-patienter fik en bedre balance og dermed mindre angst for at falde ligesom medicinbehovet blev stabiliseret efter et antal lektioner i alexanderteknik.
Bedre bundlinie i virksomheder med alexanderteknik
Der er desuden publiceret stribevis af forskningsresultater om for eksempel kronisk smerte, om forbedret performance, om bedre bundlinie i virksomheder, som tilbyder deres medarbejdere undervisning i alexanderteknik på arbejdspladsen, med meget mere. Mere om kronisk smerte her og mere om bundlinien her og her
“Hvad er resultatet?” bliver til “Hvordan kan det være, at det virker?”
Langt de fleste forskningsprojekter handler altså om observation. Om hvad man kan konstatere, at man kan få ud af at lære alexanderteknik.
Men det er først i de seneste 10-15 år, hvor især amerikanske og hollandske forskere i neurologi, fysik, psykologi og kommunikation har benyttet sig af nye målemetoder, vi har fået en forklaring på, hvorfor der er så mange positive resultater med alexanderteknik.
Vi har således nu en idé om, hvad det mere præcist er, der sker, når man inkluderer alexanderteknik i sin væren.
Få repeteret videoens pointe i denne artikel
Videoens pointe kan du også læse om (på dansk) i denne artikel, som er skrevet for et par år siden af Henry Fagg, engelsk lærer i alexanderteknik.
Videoen er produceret af The F.M.Alexander Trust
Dansk version med støtte fra Dansk Forening for Lærere i Alexanderteknik
Mere om alexanderteknik på dansk Wikipedia
Forskningsartikel i Human Kinetics Journal
Dette indlæg er første gang udgivet 10. januar 2023