Ikke særligt effektivt at bruge målrettethed som strategi til at præstere optimalt
Idéen om at være målrettet, hvis man vil opnå bedre resultater er ikke bare dybt forankret i sportens verden, men også i ledelse og i coaching-industrien. Kendere af alexanderteknik ved dog godt, at målrettethed ikke fører til det bedste resultat. Men selvom vi har årelang erfaring med dette, har vi ikke kunnet forklare, hvorfor ingen får det optimale ud af sig selv ved at være målfikseret.
Nu har vi så det første studie, der handler om målrettethed i forhold til fysisk bevægelse. Studiet er udført på Universiteter i Washington og Idaho og blev publiceret i Human Movement Science i februar 2019.
Med titlen “Neck Posture is influenced by anticipation of stepping” = ”Nakkens holdning er påvirket af målrettethed, før man går” modbeviser forskerne, at det skulle være en god idé at være målrettet, når det gælder fysiske præstationer.
Studiet konkluder tværtimod, at målrettethed forringer ens fysiske præstationer. Har man en ringe koordinationsevne og lav grad af mindfulness (som hos de fleste mennesker) kan impulsen til at forringe hoved-nakke relationen være svær at stoppe. Man kan derfor uforvarende belaste sin rygsøjle mere, end hvis man havde en større bevidsthed om sit bevægelsesmønster. Når rygsøjlen belastes, får man nemlig et ringere resultat, end hvis den kunne udfolde sig frit.
Udgangspunkt for studiet
Det er konstateret i mange andre studier, hvordan forholdet mellem et menneskes hoved og rygsøjlen kan belaste rygsøjlen mere eller mindre, afhængigt af, hvordan man er i stand til at styre dette forhold. Sagt på en anden måde, om man er i stand til at sidde, stå, gå, bevæge sig og endda ligge ned med en fri nakke eller ej.
Et klassisk eksempel på en belastning af rygsøjlen er det, vi kalder mobilnakke, fremkommet ved et kollaps i rygsøjlen og hovedets vægt, der fungerer som et pres nedad på rygsøjlen – jo længere væk fra rygsøjlens akse, jo tungere virker det.
Men samtlige andre aktiviteter, ja, bare at sidde og stå, kan være en kraftanstrengelse, hvis man uforvarende forringer forholdet mellem hovedet og rygsøjlen. I de fleste tilfælde sker det ved at man bruger for mange kræfter, (i hals/nakke) og spænder forskellige muskler mere end nødvendigt og bevæger sig på en anspændt måde, ligesom man enten stikker hovedet fremad eller lægger nakken tilbage. I forhold til rygproblemer samt mange andre problemer i hele bevægeapparatet, er forholdet hoved/rygsøjle derfor af ganske afgørende betydning.
Spørgsmål, man ville undersøge i studiet:
45 psykologistuderende på 18-29 år deltog. Man ville undersøge,
A. om sunde raske voksne forringer deres hoved-hals-nakke relation allerede før, de starter med at gå.
B. om denne tendens øges, når man udfører en sværere måde at gå på og med målrettethed
C. om denne tendens er stærkere hos personer med en ringe grad af evne til nærvær (mindfulness) og/eller ringe koordination.
Sådan foregik studiet:
A. Mindfulness og koordinationsevne:
Man vurderede deltagernes grad af mindfulness og koordinationsevne med 3 forskellige tests. En Stroop-test, hvor de skulle nævne farverne på en firkant på et stykke papir. Dette blev gentaget, men nu hvor der var tilføjet trykte benævnelser af farver med sorte bogstaver. Dernæst en udgave, hvor farverne var skrevet med farvede bogstaver.
I en anden test skulle deltagerne reagere hver gang der dukkede et brev op på en skærm. Når der dukkede et X op, skulle de ikke reagere. Opgaven blev taget under tidspres og med eller uden vidende om at der kunne dukke et X op.
Desuden en selvrapporteret vurdering ud fra et The Mindful Attention Awareness Scale.
B. Test i forhold til bevægelse:
Man registrerede bevægelser 33 steder i kroppen med særlige kameraer, der kan registrere 3-dimensionelt. Ved hjælp af disse kunne man måle hhv. vinkel i leddet mellem øverste halshvirvel og kranie, nederste nakkehvirvel og øverste ryghvirvel, halsens længde samt torsoens vinkel i forhold til gulvet.
Deltagerne skulle udføre nedenstående opgaver med eller uden hørbar nedtælling, før de tog det første skridt.
Deltagerne fik til opgave
at stå
at gå fremad 2 meter
at gå 2 meter med en bakke i hænderne
at gå 2 meter med en cylinder balancerende på bakken
at gå 2 meter med en bakke i hænderne, der skulle stilles på en hylde i armhøje
at gå 2 meter med en bakke i hænderne, der skulle stilles på en hylde der befandt sig 20 cm over gulvet
De mentale og fysiske målinger blev sammenholdt.
Konklusion:
Alle 3 hypoteser er understøttet af dette studie og ifølge forfatterne det første, der demonstrerer, hvordan målrettethed og forudindtagethed påvirker især relationen mellem hoved og hals:
1. At blive ved med at have en neutral, oprejst stilling ser ud til at kræve, at man er i stand til at bremse et impuls til at flytte hovedet fremad i forhold til rygsøjlens lodlinie, når man skal udføre en bevægelse med målrettethed.
2. At gå fremad efter nedtælling fik deltagerne til at stikke hovedet fremad, før de overhovedet tog det første skridt.
3. Deltagere med ringe koordinationsevne (inhibitory control) skubbede hovedet fremad og væk fra rygsøjlens akse, uanset hvilke typer opgaver, de fik i forbindelse med gang fremad. Når man tilføjede nedtælling, forkortede disse deltagere desuden nakken allerede, mens den stod på, altså allerede inden, de tog det første skridt. For dem var alene forventningen om at skulle udføre denne fysiske opgave nok til at give dem impuls til at ændre forholdet mellem hoved og hals, så de forkorter eller belaster rygsøjlen mere end nødvendigt.
Forbedringer af bevægelsesmønsteret smitter af på det mentale
Den eneste pædagogiske eller behandlings-metode, der adresserer spørgsmålet om målrettethed og forudindtagethed er alexanderteknik. Noget af det specielle ved alexanderteknik er, at vi kan konstatere, at ændringer på kroppens fysiske plan umærkeligt overføres til noget mere mentalt. Altså til den måde, vi forholder os til os selv og til andre på, og måden, vi reagerer i forskellige situationer. Derfor er dette studie ikke kun interessant at hæfte sig ved, når det gælder den rene fysiske præstation, men også noget, professionelle ledere og coaches kunne studere med interesse. Læs evt om et studie, der handler om alexanderteknik på arbejdspladsen.
Frederick Matthias Alexander, der blandt andet opdagede vigtigheden af relationen mellem kraniet og rygsøjlen, i forhold til at få et hensigtsmæssigt bevægelsesmønster, blev født på Tasmanien for mere end 150 år siden.
Forfatterne af studiet er
Jason L. Baer, Dep. of Psychology & Communication Studies, University of Idaho
Anita Vasavada, Voiland School of Chemical Engineering and Bioengineering, Washington State University
Rajal Cohen, Dep. of Integrative Psychology and Neuroscience, WSU. Leder af “Mind in Movement Lab”, University of Idaho
PS
Selvom alexanderteknik ikke inkluderer målrettethed, nærmest tværtimod, hindrer det os jo ikke i at have et formål med det, vi laver.
Indlægget er udgivet første gang i 2019