Gæsteblogger, professionel sportsdanser Alex Tecza fra Chicago, forklarer, hvorfor det også for dansere er smart at forstå nogle begreber fra alexanderteknikkens verden

af Alex Tecza

Begrebet “ikke-gøren”, (“non-doing”) er et af de mest centrale aspekter af alexanderteknik. Det er imidlertid et uheldigt ord, da det fører til en del forvirring og tit bliver misforstået. Der er mange ord og begreber fra alexanderteknikken, som blev udviklet for mere end 100 år siden, som er forældede og som kunne bruge en sproglig opdatering. ”Ikke-gøren” er et af dem.

Hvad betyder “ikke-gøren” / “non-doing”?
Noget af det første, man tænker på, når man hører ”ikke-gøren” er ”afslapning” eller slet og ret ”gøre ingenting”. Men forestil dig lige en reklame:  ”Kom og få en lektion i alexanderteknik, og lær hvordan du ikke skal gøre noget!”  – Ikke just den bedste markedsføring, hvis du spørger mig, og heller ikke særligt præcis.
Så hvad betyder ”ikke-gøren” egentlig? I min optik betyder det, at man nøjes med at bruge præcis de relevante muskelgrupper med præcis den intensitet, der er nødvendig for udføre en given opgave.

Lena Frederick beskriver det smukt i “Notes on the Alexander Technique” fra 1976: “Ikke-gøren” er den fine balance imellem overspænding og slaphed. Den grad af spænding, vi ønsker, er ligesom den spænding, der er i hårene på strygerens bue.”

Muskelspænding i balance som i hårene på strygernes buer. Foto Natalie Fiol

Effektivitet uden anstrengelse
I vores kultur og især i sportsdansens verden efterstræber man ”gøren”, og endda ”gøren-for-meget”. Anstrengelse er en dyd og bliver ofte belønnet. Så hvad skal vi bruge ”ikke-gøren” til?

Lad os starte med at tale om effektivitet, altså hvordan man opnår det mest præcise udtryk med mindst mulig anstrengelse.

Som at gasse op, mens man træder på bremsen
Forestil dig en danser, som har for vane at trække musklerne sammen i lænden, hvilket resulterer i en klassisk svajet lænderyg. (Hyperlordose, fremkommet ved at man ikke kan lade være med at kippe bækkenet fremad). Instruktøren siger, at han svajer i lænden og strutter med bagdelen. –Hvad gør danseren så? Sandsynligvis trækker han lænden ind under sig (i øvrigt en løsning, der tit bliver foreslået af danseinstruktører). Men tænk lige over det. Hans oprindelige problem lændesvaj er opstået, fordi han trækker nogle lænderygmuskler sammen, selvom det ikke var hans hensigt. For at modvirke sit lændesvaj, spænder han så i hoftebøjerne. Derved bruger han dobbelt så mange kræfter for at få lænden placeret som en del af rygsøjlens mere naturlige kurver. Med andre ord: sammentrækning af rygmuskler bliver modarbejdet af sammentrækning af hoftebøjere. Det er som at gasse op, mens man træder på bremsen. Ikke specielt effektivt, vel?

En alternativ løsning på lændesvajet
Det, der ville give meget mere mening, ville være at danseren slipper i de rygmuskler, som får lænden til at svaje. Dette vil imidlertid kræve, at han først bliver bevidst om, at han spænder i de muskler.

Her er det, at alexanderteknik kommer ind i billedet
Med uddannede hænder og den rette pædagogiske tilgang kan AT-læreren hjælpe eleven med at blive opmærksom på unødvendige spændinger i kroppen og med at få ham til at slippe dem. Det er sådan, man skal forstå ”ikke-gøren”.

Bedre og mere langtidsholdbar
Selvfølgelig skal kroppen blive ved med at “gøre”, hvad den skal, men hverken mere eller mindre. Dans består af en masse bevægelser, som kræver alle mulige forskellige slags kraftpræstationer; men hvis man kan nøjes med at bruge lige den rette mængde kræfter, der er tilstrækkelig, vil det ikke blot gøre en danser bedre men også mere langtidsholdbar.

Det kræver en bred ryg at holde til mange konkurrencer i professionel sportsdans. Foto James Hosking

Forebyg skader – forlæng karrieren!
Et andet vigtigt aspekt af “ikke-gøren” er forebyggelse af skader, hvilket i sidste ende kan forlænge karrieren. Vi kan bruge eksemplet fra før, set fra en anden vinkel. Danseren skal kunne stå oprejst uden at være kronisk spændt i hverken lænd eller i hoftebøjerne. Men hvis han fortsætter med at trække muskler sammen i lænd og hofte, vil han ikke blot være nødt til at knokle ekstra hårdt, mens han danser, han vil også trætte såvel lænd som hofteled alt for hurtigt, og derfor risikere at komme til skade.

Hurtige genveje kan give ubalancer 
Der er masser af eksempler på, at dansere ikke tager sig tid til at lære og forstå den hensigtsmæssige brug af muskulaturen, som er nødvendig for at udføre en bestemt koreografi. I stedet finder man på genveje for at få bevægelser til at se rigtige ud. Med mange gentagelser af de fejl, der opstår derved, over-udvikler man muskler, som ikke er hensigtsmæssige at bruge til en given bevægelse, mens man under-udvikler dem, der egentlig skulle have været aktive. I det lange løb kan det føre til ubalancer og danseren kan blive sårbar overfor skader.

For at imødegå dette, er man nødt til at lære, hvordan man ”ikke-gør” med de muskler, man ellers har trænet så ihærdigt, og hvordan man ”gør” med de muskler, der er hensigtsmæssige at bruge.

Opsummering
Hvis man ønsker et bestemt udtryk i sin dans og samtidigt vil bevare flowet i bevægelsen, er det således vigtigt at forstå begrebet ”ikke-gøren”: at man kun bruger relevante muskler til en given bevægelse og ikke anstrenger sig mere end nødvendigt.
Desuden forebygger ”ikke-gøren” skader, som kommer af ”gøren-for-meget”. Forstår og bruger man “ikke-gøren” i dansen, bliver man mere langtidsholdbar og kan have fornøjelse af en længere karriere med konkurrencer og performance.

Oversat af Signe Gad

Foto øverst i denne post af Natalie Fiol

Alex er færdiguddannet som lærer i alexanderteknik i 2020.
Her findes det originale blogindlæg

Mere om Alex som sportsdanser – ballroom dancer – her