Siden 1949 er der publiceret mere og mere forskning, der understøtter alexandertekniks gunstige virkning på såvel krop som sind.
Frank Pierce Jones, der blev uddannet lærer i alexanderteknik 1941-44 af både F.M. Alexander og hans bror A.R. i USA, var én af de første, der gik i gang med at kortlægge og undersøge alexanderteknik nærmere; hans forskning stod på i perioden fra 1949 til hans død i 1975. Hans resultater er publiceret i bogen “Freedom to Change”, ligesom ”The Frank Pierce Jones Archive” findes på Dimon Institute i New York.
Siden har utallige andre forsket i alexanderteknik. Desværre findes der kun få randomiserede kontrollerede studier med et stort antal deltagere, men der findes 100-vis af mindre stensikre studier, der dog alligevel tilsammen kan give et godt billede af teknikkens gunstige virkning på en stribe områder. Såsom
- Smerter, dvs kroniske smerter i bevægeapperatet eller mere uspecificerede smerter
- Stress, herunder formidsket performance stress hos musikere i et symfoniorkester
- Performance, herunder forbedret muskeltonus, smidighed og koordination.
- Bundlinie – herunder færre fejl – hurtigere resultat, mindre træthed, færre sygedage
- Relationer, herunder færre konflikter på arbejdspladser
- Stabilisering af medicin, bedre balance og mindre angst – gælder for patienter med Parkinsons sygdom
Måske er den mest konkrete forsker i dag neurologen Tim Cacciatore, Oregon, forstået på den måde, at han leverer resultater, der kan måles. Da han som neurolog havde fuldendt sit første projekt med alexanderteknik og konstaterede at der var stor forskel på muskeltonus hos alexandertekniklærere og personer, der ikke havde fået undervisning, tog han selv til England for at tage den 3-årige uddannelse til certificeret lærer i alexanderteknik. Nu forsker han videre, idet han sammen med sin faste opfinder og sine assistenter udtænker maskiner, der kan måle, hvad det er, der sker, når man bevæger sig med den lethed, man får genopdaget med alexanderteknikken.