Hvad er alexanderteknik?

Alexanderteknik er “Embodied Mindfulness”
Ved at lære principperne i alexanderteknik, får du redskaber til at økonomisere med dine kræfter, så du slider mindre på dig selv, uanset hvad du laver. Undervisningen er læring for livet og er blandt andet kendt som effektiv til at forebygge og genoprette problemer i bevægeapparatet.

 

Hvordan foregår en lektion
En klassisk lektion foregår solo, hvor jeg guider dig med mine hænder og med ord. Under mottoet less is more arbejder vi med helt simple bevægelser. Det giver mulighed for at vi kan fokusere på måden, du bevæger dig på. Den eneste øvelse, du får med hjem til egen daglig praksis, laver vi også i løbet af lektionen: en såkaldt briksetur.

Der er intet hokus-pokus ved alexanderteknik
Med simple bevægelser arbejder vi i feltet mellem opmærksomhed, kroppens mekanik og tyngekraften. Hvis det alligevel lyder mystisk er det fordi, vi især arbejder med at skærpe den motoriske sans. -Og noget, vi sanser, er svært at beskrive med ord, det skal erfares. Jeg håber alligevel, du kan få et indtryk her. Ellers ring til mig, hvis du vil høre mere.

Hvor mange lektioner skal man have?
Som med al anden undervisning skal du regne med at få mere end et par lektioner, hvis du skal lære noget, du kan implementere i din almindelige væren. Når du skal lave nogle små-justeringer af dine indgroede vaner i forhold til dit bevægelsesmøsnter, må du give processen den tid, det tager. Hvor mange lektioner, det vil drejer sig om, er et individuelt spørgsmål. Nogen får 6 lektioner, andre 10, flere 25 og nogen fortsætter resten af livet. Du bestemmer selv suverænt. Mange, der har valgt at få undervisning med jævne mellemrum i en periode, oplever at blive mere effektive og præcise, mindre trætte eller smerteplagede – ja, mere langtidsholdbare.