Medlemskab af DFLAT – et kvalitetsstempel

DFLAT står for Dansk Forening af Lærere i Alexanderteknik.
At din lærer er medlem af DFLAT er din garanti for, at du har fat i én, der har kvalifikationerne i orden. Enhver kan nemlig kalde sig lærer i alexanderteknik, da titlen ikke er beskyttet. Men ikke alle kan blive medlemmer af en faglig organisation med DFLATS internationale standarder.

1600 lektioner på 3 år
At kvalificere sig til at blive medlem DFLAT indebærer blandt andet, at man har haft 1600 lektioner indenfor 3 år på en internationalt anerkendt skole, har gennemgået et pensum af 20% teoretisk og 80% praktisk art og er blevet evalueret externt og internt af erfarne lærere.

2 godkendte skoler i Danmark
Der findes 2 skoler i Danmark, der opfylder disse krav. Den ene ligger på Frederiksberg og ledes af Carsten Møller. Den anden ligger på Nørrebro og ledes af Jeppe Juhl Christensen.

Internationalt netværk
DFLAT samarbejder med 17 andre landes faglige organisationer af alexanderlærere i ATAS = Alexander Technique Affiliated Societies. Desuden samarbejder vi tæt med moderorganisationen, den britiske STAT = Society of Teachers of The Alexander Technique, som har høje krav til kvaliteten i uddannelsen og holder øje med de affilierede skolers standarder.

Er din lærer organiseret?
Hvis din alexanderlærer ikke er medlem af DFLAT eller STAT, så kan det være fordi han ikke kan blive det, fordi han ikke har de nødvendige kvalifikationer. Der kan naturligvis være andre grunde, men hvis du vil være sikker på at få den rene vare, så find en, der har!

Tjek, at din lærer ikke har trukket sin alexanderlærertitel i en automat, eller har taget en 3-årig teoretisk uddannelse.

Det er svært at regne ud: Nogle skoler tilbyder uddannelse, der godt nok varer 3 år, men man skal kun troppe op i 1 sølle weekend om måneden i løbet af de tre år, og hvor teori fylder væsentligt mere end praksis. Andre skoler især i USA tilbyder holdundervisning, hvilket ikke når soloundervisning til sokkeholderne; kun, hvis man har et fundament fra soloundervisning, giver holdundervisning mening.

På en forsvarlig uddannelse får den studerende 15-20 timers undervisning hver uge i 3 år, og disse timer er hovedsagligt praktiske. 

Skriv til dflat@dflat.dk og spørg, hvis du er i tvivl.  

Slå lyden til og hør min reklame for DFLAT!