Alexanderteknik og stemmeundervisning komplementerer hinanden. Indtil juni 2024 er jeg i gang med at uddanne mig som certificeret stemmecoach hos Klaus Møller. Så længe studietiden varer, tilbyder jeg stemmelektioner til en lav pris.

Nærmest alle mennesker, der har en stemme, bruger den. Hvis ikke til at udføre en professionel opgave, så i privatlivet. De fleste af os regner med, at stemmen helt af sig selv bare fungerer til det formål, vi nu engang har brug for, og bruger ikke meget opmærksomhed på at pleje den.

Tale med sine børn. Holde et foredrag. Råbe til sin tennismakker. Tale med sine kolleger. Deltage i et forældremøde. Guide besøgende rundt i virksomheden. Ringe til sin nye date. Podcastsnak. Byde velkommen til sin fødselsdagsfest. Være mødeleder. Forhandle med sin chef. Undervise 30 børn. Holde en tale til en familiefest. Osv.

Der stilles særlige krav til den professionelle stemme
Eksemplerne herover er en blanding af de situationer og relationer, som er enten private eller professionelle. Det er imidlertid især i forhold til det professionelle liv, der stilles krav til, at man som afsender af et mundtligt budskab kan kommunikere forståeligt, hørbart og klart. –Så de ord, der rammer tilhørerens øre er behagelige og nemt kan rummes. Med en velfungerende stemme kan man bedre ”få ørenlyd” og ”blive lyttet til”, dvs. blive taget alvorligt.

Velfungerende mundtlig kommunikation starter med en velfungerende stemme
-Og så er det så heldigt, at stemmen, den kan man træne, så den kommer til at blive fleksibel, stabil, forståelig og nem at lytte til.

Stemmeapparatet er en fysisk størrelse
Først og fremmest skal man forstå, at stemmefunktionen med sine forskellige dele er den fineste anatomisk-fysiologiske konstruktion, som – når man har lært, hvordan alle delene kan samarbejde – kan komme til at fungere funktionelt. Det behøver ikke at være et uoverstigeligt langtidsprojekt at give sin talestemme en opgradering. Hvor langt, man vil nå med talestemme-undervisning, kommer an på problemets omfang, hvor meget man øver sig, motivation, tid og pengepung samt behov for at udvikle sig på det stemmemæssige plan.

Hvis man vil kunne løbe 12 km uden at blive totalt segnefærdig bagefter, skal man træne. Hvis man vil have en stærk, fleksibel og udholdende stemme, skal man også træne. Spørgsmålet er så, hvordan? – Det er her, jeg kommer ind i billedet, for det skal du have en lærer til at fortælle dig. Som nævnt regner jeg med at blive certificeret stemmecoach til juni 2024. I studietiden underviser jeg til en lav pris. Derefter stiger den.

Ring til mig, hvis du vil bestille en tid på 28 15 94 38.

Pris i min studietid hos Klaus Møller er 300 kr for 60 min., eller 1000 kr for 4 x 60 minutter.