Indirekte reklame for alexanderteknik fra en oscarvinder – nogen, der snart følger trop?

Det virker som om, Oscar-stjerner når at takke Gud og hvermand, når de modtager statuetten i Dolby Theatre. Således også denne søndag. Alligevel synes jeg, der igen manglede noget for skuespillernes vedkommende: De manglede at nævne deres lærer i alexanderteknik!

Less is more
For en ambitiøs filmskuespiller er en sådan lærer nemlig ikke uden betydning. Blandt andet fordi skuespilleren i den grad kan lære, hvordan man praktiserer princippet “less is more” foran det kamera, som ser alt og som ikke kan snydes. Til forskel fra teater-skuespil, skal man dæmpe sit spil ned, men uden at dæmpe ned for dramaet. Det er en svær kunst! Men mindre svært, når man lært at implementere alexanderteknik som udgangspunkt for hvad man ellers bliver bedt om at gøre.

Alexanderteknik på skoleskemaet
På mange amerikanske og engelske teaterskoler er undervisningen en del af deres skoleskema, så det er her, de erfarer, hvor stor en fordel det er at kunne bruge dette redskab i deres arbejde. Udfra denne kendsgerning tillader jeg mig at konkludere, at mange af de engelske og amerikanske skuespillere, vi ser på podiet i Dolby Theatre, har fået en stribe lektioner, og til stadighed benytter sig af muligheden. De taler om “my psychiatrist”, “my stylist”, “my personal trainer” og “my Alexander Technique teacher”.  

Lupita Nyong’o citerede sin lærer
For 5 år siden blev en lærer i alexanderteknik dog nævnt i forbindelsen med Oscar-uddelingen. Ikke fra scenen i Dolby Theatre, men i en artikel i NY Times om bedste bi-rolle vinder Lupita Nyong’o for sin præstation i “12 Years a Slave”. Det var en god begyndelse, og hun skal have så meget tak, men siden har vi ikke rigtigt hørt noget, hverken fra sladder artikler som denne eller fra selve scenen.

Uddrag fra artiklen:
“Her dedication was rewarded with accolades from critics, industry groups and peers. After she was nominated for a Golden Globe, the Yale professor who taught her the movement skills of the Alexander Technique emailed. “She was like, ‘Your use in the film was great, and you’ve come a long way, ’ ” Ms. Nyong’o recounted. “And those things mean so much to me because those people have been so instrumental to me as an actor.”

“Your use” dvs “din brug” er et udtryk for indviede personer, der kender til alexanderteknik. Det betyder nogenlunde: “Dit bevægelsesmønster og din holdning i filmen var strålende, og du har flyttet dig meget.”

Hvornår kommer alexanderteknik med i takketalen?
Men skidt med hvilke uforståelige gloser læreren brugte til sin elev; hun vidste jo godt, hvad han mente. Det vigtigste var, at Alexanderteknik havnede som en del af artiklen.
Men det var altså i 2014.
Jeg pønser på at skrive personligt til samtlige nominerede skuespillere næste år og opfordre dem til at huske på deres betydningsfulde bevægelses-coach, nemlig deres alexandertekniklærer i deres takketale. Så lover jeg at se med hele natten.